Det her skriver jeg delvist til mig selv, delvist til min lillesøster - for at minde os begge om, hvor åndssvag hun er.
Morgenen gik fint. Jeg havde vækket hende det rigtige tidspunkt. Vi snakkede fint sammen, hun var for en gangs skyld ikke sur.
Jeg ved ikke helt hvor det gik galt ... det var nok omkring det tidspunkt hvor, hun ikke kunne finde sine bøger. Klokken var cirka ti over syv.
Søster brokker sig over, at der ligger andre ting end skolehalløj mellem hendes bøger
(hvilket egentlig er hendes egen skyld, siden hun ikke rydder op i tingene, plus de ligger ude i køkkenet)
Jeg går og rydder ting op. Fylder vand i vandflasker.
Søster føler sig irriteret: "Hvorfor hjælper du mig ikke?"
Mig: "Hvad skal jeg hjælpe med?"
Hende: "Ved jeg ikke"
Mig: "Hvordan skal jeg så vide, hvad jeg skal hjælpe med?"
Lyden af vand, der skyller ned i vandflasker stresser hende. Alt jeg gør irriterer hende. Alt jeg siger er ondt.
"Misfoster!"
"Jeg ville ønske, du aldrig var blevet født!"
"Jeg hader dig!"
Disse ting er hvad jeg lige umiddelbart kan huske af de ting, hun råbte af mig. Hun slog mig også (en enkelt gang), hvilket jeg ellers troede, hun var kommet væk fra.
Alt i alt er hun en opblæst møgunge. Man skulle tro at hun ville lære at være lidt mere taknemmelig over de ting, man gør, men sådan er hun bare ikke. Hendes humørsvingninger dræber mig langsomt - hun ødelægger mig psykisk. Men det kan jo være ligemeget. Senere i dag er hun blevet glad igen og så kan jeg prøve at glemme, hvor meget hun sorger mig. Indtil næste gang.
P.s
Både hun og mor bliver garanteret sur over, jeg skriver den slags herinde. I don't care! Jeg har skrevet lignende ting på dokumenter til mig selv. Og det er bare ikke godt nok længere. Jeg håber du får det rigtig skidt, når du engang læser det her! Og jeg håber du tænker bare en smule over hvor tarvelig du er! Selvom jeg godt ved, at det ikke kommer til at gøre nogen forskel i længden ...
Morgenen gik fint. Jeg havde vækket hende det rigtige tidspunkt. Vi snakkede fint sammen, hun var for en gangs skyld ikke sur.
Jeg ved ikke helt hvor det gik galt ... det var nok omkring det tidspunkt hvor, hun ikke kunne finde sine bøger. Klokken var cirka ti over syv.
Søster brokker sig over, at der ligger andre ting end skolehalløj mellem hendes bøger
(hvilket egentlig er hendes egen skyld, siden hun ikke rydder op i tingene, plus de ligger ude i køkkenet)
Jeg går og rydder ting op. Fylder vand i vandflasker.
Søster føler sig irriteret: "Hvorfor hjælper du mig ikke?"
Mig: "Hvad skal jeg hjælpe med?"
Hende: "Ved jeg ikke"
Mig: "Hvordan skal jeg så vide, hvad jeg skal hjælpe med?"
Lyden af vand, der skyller ned i vandflasker stresser hende. Alt jeg gør irriterer hende. Alt jeg siger er ondt.
"Misfoster!"
"Jeg ville ønske, du aldrig var blevet født!"
"Jeg hader dig!"
Disse ting er hvad jeg lige umiddelbart kan huske af de ting, hun råbte af mig. Hun slog mig også (en enkelt gang), hvilket jeg ellers troede, hun var kommet væk fra.
Alt i alt er hun en opblæst møgunge. Man skulle tro at hun ville lære at være lidt mere taknemmelig over de ting, man gør, men sådan er hun bare ikke. Hendes humørsvingninger dræber mig langsomt - hun ødelægger mig psykisk. Men det kan jo være ligemeget. Senere i dag er hun blevet glad igen og så kan jeg prøve at glemme, hvor meget hun sorger mig. Indtil næste gang.
P.s
Både hun og mor bliver garanteret sur over, jeg skriver den slags herinde. I don't care! Jeg har skrevet lignende ting på dokumenter til mig selv. Og det er bare ikke godt nok længere. Jeg håber du får det rigtig skidt, når du engang læser det her! Og jeg håber du tænker bare en smule over hvor tarvelig du er! Selvom jeg godt ved, at det ikke kommer til at gøre nogen forskel i længden ...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar